Boston Terrierens Historie
Boston Terrieren er en af de første Amerikanske hunderacer og på tros af at have gundstamme i engelske hunde, så bliver den betragtet som en ægte Amerikaner. Den dukkede op i byen Boston, Massachusetts, hvor den blev fremavlet og raffineret ved krysning af datidens kamphunde. En profession Boston Terrieren oprindeligt var fremavlet til, men hvortil interessen hurtigt forsvandt.
|
I 1865 købte Robert C. Hooper den hund, der blev kendt som Boston Terrierens stamfar, af Billy O´Brien, som havde impoteret hunden fra England. Hoopers´s Judge, som hunden blev kaldt, var en krydsning af den Hvide Engelske Terrier og den gamle Engelske Bulldog, og muligvis den hvide Bull Terrier. Vi ved ikke ret meget om den nu uddøde Hvide Engelske Terrier udover, at den ikke havde ret lang levetid som sælvstændig race. Racen kom på banen i 1860 af en håndfuld avlere, der ville skabe en race udfra en lille hvis jagtterrier. Hen i mod slutningen af 1800 talet var den Hvide Engelske |
Terrier generelt accepteret som en selvstændig race, men fik en meget kort levetid og allerede i 1909 var den ikke længere at finde. Der er ikke meget litteratur om denne hunderace, men datidens hundeforfatter, Rawdon Lee Briggs Kommentere og forudsiger racens forfald i hans bog "Modern Dogs" fra 1894. Han skriver om den, "it has been surmissed that the orriginal English White terrier had been a Fox Terrier crossed with a White Italien greyhound", The most recent London-bred specimens I have seen have been comparativ toys, under 10lb. in weight, and with a rounded skull, or so-called 'appel head', which so persists in making its appearance in lilliputian specimens of the dogs -- an affect of inbreeding."...."As a matter of fact, I do not ever remember seeing a really so-called pure English White terrier up to 20lbs, the maximum allowed by the Club." Han beskriver den endvidere som "the most fragile and delicate of all our terriers,"..."he is not a sportsman´s companien,"..."makes a nice house dog"..."requires a considerable amount of cuddling and care." Han skriver også, at ved de tidligere hundeshows; "some of the specimens were shaped more like an Italien greyhound than a terrier" og at hunden "is particularly subjekt to total or partial deafness." Om hans forudsigelse, om hundens snarlig uddødelse, skrev han; "While regretting extremely the decay of the White English terrier, I am afraid they must bow to the inevitable, and give place to dogs better suited to the wants and conveniences of the present day than they unfortunately are."
Den Engelske Bulldog var på daværende tidspunkt en noget anderledes hund fra den Bulldog, man ser i dag. På daværende tidspunkt var Bulldoggen lettere med længere ben og hals samt et mindre hoved. Bulldoggens forfædre er de mastiff typer, der stammer fra det nordlige Europa. Man ved at Romerne brugte disse hunde til at slås i store arenaer imod tyre, bjørne og andre vilde dyr, men de blev også brugt som vagthunde. De blev kaldt Alains eller Alaunts indtil middelalderen. I Storbritannien blev de samme hunde kendt som Bandogs (lænkehund, blodhund) fordi |
man brugte reb og kæder for at holde styr på dem. I England blev disse hunde også brugt af slagterne til at drive og kontrollere slagtekvæget og ikke mindst til bullbaiting. I lang tid troede man, at kvægets kød blev bedre af, at kvæget var stresset lige inden slagtningen. Bulldoggen skulle være vagtsom, stærk og udholdende med et snudeparti der gjorde, at den kunne holde fast samtidigtmed, at den kunne trække vejret og blev beskrevet som en barsk aggressiv og stærk hund med kort snude. I 1835 blev bullbaiting forbudt ved lov i England i forbindelse med, at parlamentet indførte en lov mod mishandling af dyr. Men selv efter denne lovs tilblivelse, så man kampe mellem hunde som en sportsgren, man kunne endda læse resultaterne i avisen. Hundekampe var i England populære blandt underkladsen og den lave middelklasse og det var ikke kun forbeholdt hunde af det vi i dag kalder muskel- og kamphunde, der kunne også ses Spaniels, Settere og Terrier involveret i de forskellige former for hundekampe. De kæmpende hunde blev ejet og værdsat af de arbejdende, som supplerede en sparsom indtægt med avl af kamphunde og kundekampe. Hundene var værdifulde for familien og hundekampe referere ene og alene til begivenheden i pitten. Undenfor pitten blev disse hunde passet og plejet efter alle kunstens regler. Disse hunde boede tæt sammen med familien i de små arbejderhuse, der som regel bestod af 2 små værelser til far, mor og de mange børn. Det var hunde, der skulle indgå i et tæt socialt fællesskab med familien, de høns der måtte være i haven og andre tæt boende familier med mange børn og hund. Den første racestandard fra perioden, hvor den første Bulldog klub blev stiftet, beskriver da også Bulldoggen som en majestætisk hund, der er rolig, medgørlig og lydig, samt almindelig vagtsom, når den bliver behandlet med omsorg og omtanke af sin herre frem for at blive forsømt og isoleret, hvor den vil blive mere aggressiv og voldsom.
Hooper´s judge havde Bulldoggens træk kombineret med terrierens hurtighed og adræthed. Han var en stærk hund mellem 30lb. og 32 lb. med høje ben og mørk bringlet pels med blis og hvid krave. Judge blev parret med en hvid tæve Burnett´s Gyp, også kendt som Burnett´s Kate, der var ejet af Edward Burnett af Southboro, Massachusetts. På daværende tidspunkt navngav man hunde efter deres ejer og ikke efter opdrættet, som først blev kutyme på et senere tidspunkt. Burnett´s Gyp var mere lavstammet end Judge, hvid, muskuløs med er kort, firkantet hoved, hun vejede ca. 20 lb. Af disse to hunde blev Well´s Eph født. Well´s Eph var en lav, mørk brindlet og med irregulære hvide markeringer i sit korte hoved. Alle fire poter var hvide og han vejede ca. 28 lb. Eph blev parret med Tobin´s Kate, hvis baggrund er ukendt. Hun var lavstammet, gylden brindlet med hvid og tre-kvart hale. Denne parring resulterede i Barnard´s Tom og hans bror Atkinson´s Toby, der blev født i året
|
1877. Både Tom og Toby blev anerkendt som de første hunde med de rette Boston terrier træk, hvor af Barnard´s Tom på 22 bl. blev den mest brugte, da han var den af de to, der gav flest af sine træk videre til sine efterkommere. Tom og tæven kelly´s Nell fik hvalpen Barnard´s Mike, der arvede sin fars dominerende gener og vidregav disse til sine efterkommere. Tom og søn var på det tidspunkt, do to mest dominerende repræsentanter for typen af Boston terrier i opstartsfasen af racen. I 1878 blev de første Boston terrier vist frem på New England hundeshow i Boston i samme klasse som Bull terrieren.
mange tilmeldinger blev det til en permanent klasse ved udstillingerne og for en tid blev Boston terrieren kendt som the Roundhead Boston Bull ellet the Boston Round Head. Det var også i denne tid, at racens pionerer udvikler Boston Terrierens type ved for eksempel at parre den lidt for bulldog typede tæve ned en Bull terrier og den lidt for terrier typede tæve med en Bulldog. Mens den Franske Bulldog blev hentet ind for at hjælpe med at raffinere typen og reducere i størrelsen. Mens denne etablering af racen fandt sted blev den allerførste racestandard for Boston terrieren skrevet ned på papir og året efter i 1889 indkaldte den prominente Boston terrier avler Charles F. Leland til et møde, hvor 40 andre Boston terrier avlere, fra omkring området i Boston, deltog. Disse herre besluttede sig for at kalde sig selv The American Bull Terrier Club og i 1891 ansøgte man om optagelse i den Amerikanske Kennel klub under
navnet "The American Bull Terrier". Der kommer indsigelser imod optagelse fra Bull Terrier klubben og først efter 2 års diskussioner, blev klubben d. 27 fedruar 1892 optaget i den Amerikanske Kennel Klub under navnet the Boston terrier. I 1893 var der ca. 75 Boston terrier, der blev optaget i kennel klubbens stambogsregistrering, da der var bevis for, at de var renavlet i mindst 3 generationer. Og det er disse hunde, at den renracet Boston terrier bygger på. Boston terrieren var på dette tidspunkt ikke længere mest Bulldog eller mest Terrier, dan var derimod gået hen og blevet en perfekt blanding af de to og derfor blevet helt sin egen. Racen blev utrolig populær på meget kort tid på grund af, at den var den ideelle hund i selskabet af en mand til at fange små skadedyr og passe på huset om natten, samtidigt med at den kunne begå sig i damernes stuer. Boston terrieren havde det hele. Edward Axtell, en kendt avler fra den tid, beskrev baggrunden for Boston terrierens populæritet med, at gentlemen på det tidspunkt havde en tendens
|
til at flytte fra byen til deres landsted, hvor de boede en stor del af året og i mange tilfælde hele året. De ønskede en førsteklasse vagthund, som både kan være i stuerne og i staldene, som er energisk nok til at kunne følge herren til hest og som er pålidelig uden at strejfe. Den skulle være kort nok i pelsen til ikke at bringe for meget mudder ind i stuerne, eller fælde for mange lange hår på møblerne, ligesom kampånden heller ikke måtte være for udpræget. Man var på dette tidspunkt enig om, at en energisk Boston terrier
med den rette størrelse og det rette temperament, var det tætteste man kunne komme på sådan hund. Specielt hos fruerne i overklassen blev Boston terrieren den hund, man bare skulle have. Damerne anskaffede dem, begyndte at danne kennelklubber og udstille hundene. De samlede let 90-100 Boston terrier til All-breed udstillingerne. Mrs. W. E. Porter fra Denver etablerede den velkendte Kingeay kennel, hun skrev engang, "I believe we should push our dog as a pet...The characteristics of the breed make him ideal for a family dog. Hi is good tempered; he is not a tramp; he is easy to clean, no doggy odor; he´s intelligent and good loking. We would rether see a Boston terrier om the neighbor´s lawn or in his car then anyother breed." Sådan blev det og Boston terrieren blev snart hver mands hund. I årene 1915-1920 blev den USA´s mest populære hund. I stedet for at fremavle en ny kamphunderace, som Boston terrieren oprindeligt var tænkt som, opstod en lille allround hund som stadig kan ses i dag.
|